Der er ikke noget nyt i at beskrivelserne af det mystiske landskab ligger forbløffende vovet og tæt på en beskrivelse af kroppen og dens organer.  Dette gælder både det mandlige, men som oftest den kvindelige, mystiske hule, hvor helten må trænge ind. 

Et typisk eksempel fra ”de gotiske” fortællinger: Sheridan Le Fanu (1814-1873): Sir Robert Ardaghs skæbne.  leFanus historier er spøgelseshistorier og denne foregår i et bjerglandskab. Her beskrives en skov 
 

der starter ved foden af et højdedrag og når til toppen af det. Denne skov var muligvis i primitivere tider blot udkanten af en mægtigere skov, der strakte sig over sletten under højen. Gennem dette skovlandskab løber en  dyb regnkløft eller smal dal, hvor  sceneriets stilhed  kun brydes af en bjergstrøms brusen. Der er ét sted, hvor kløften bliver meget dyb og snæver; siderne strækker sig ned i en dybde af omkring 30 meter, og er så stejle, at de  næsten er lodrette. De vilde træer, der har slået rødder i klippens spalter og kløfter, skærer og vinkler sig således ind i hinanden, at man kun vanskeligt kan fange et glimt af strømmen, der hvirvler og blinker og skummer underneden, som triumferer den i den omgivende stilhed og ensomhed”. Over denne spalte hæver sig et rejst tårn, ”hvis ene side hæver sig som en fortsættelse af den næsten lodrette klippe, hvorpå det er anlagt,  osv.
(den sidste arving af dette rejste tårn sælger sin sjæl til fanden).

Et morsomt eksempel på det rejste tårn (endog med et par sten nedenunder med ildfuld styrke !) finder vi i historien om Merlins ungdom. Kongen Vortigern får bygget et tårn om dagen, men om natten forsvinder det sporløst (man aner impotens !). Merlin bliver tilkaldt og afslører, at der under tårnet findes en grotte og en underjordisk sø. Da denne bliver drænet finder man to sten. I stenene finder man to drager, der straks farer løs på hinanden.  Merlin råder kongen til at rejse sit tårn et andet sted, og han spår, at Vortigern vil dø i flammerne fra sit nye tårn, hvad han da også gør. 

Dante må gennem en snæver dal fyldt med farer, inden han kan træde ind i sin hule (”I som træder ind, lad håbet fare !”), og Dorés billede af Dante ligner mest af alt to svulmende kvindelår, imellem hvilke en tæt bevokset indgang til helvede viser sig.  Også Oehlenschläger sender naturens muntre søn, Aladdin, ned i en hule efter at have passeret gennem en snæver kløft, i hvis bund risler en sagte kilde, men jeg vil se på Haggards værk.

  Dante på vej ned i sin hule ...

I ”Kong Salomons Miner” drager fire opdagelsesrejsende ind i Afrikas mørke  for at finde de berømte miner. De følger et gammelt kort. Historien fortælles af Haggards gennemgående helt, elefantjægeren Allan Quatermain, der her har følge af Sir Henry Curtis, Kaptajn Good og Umbopa, en negerhøvding med ouroborosforbindelse: om livet har han en tatovering: 

en stor slangefigur var tatoveret i blåt rundt om hans midje; slangens hale slugtes af dens åbne mund på det sted, hvor bæltet strammes om livet..

disse bjerge, der står som et uhyre søjlepar på hver side af en gigantisk port, er formede nøjagtigt som en kvindes barm, deres nederste del hæver sig jævnt og afrundet fra sletten, og på toppen af hvert findes et tuelignende fremspring, der i frastand skuffende ligner vorten på det kvindelige bryst

imellem os og den bageste bjergtop så vi en uhyre cirkelrund fordybning med skrånende sider, 300 fod eller mere i dybden og 3000 fod i omkreds

De tvinger heksen Gagool til at føre dem ned i minerne, hvor hun prøver at spærre dem inde. Menstruationsblodet og dets lugt kommer også med. Da de først møder denne ældgamle heks, der i sandhed er skrækkelig, udbryder hun: Blod, blod, blod ! Strømme af blod. Blodet er godt, det røde blod skinner; der er ikke nogen lugt lig den af udrindende blod.

De kommer ind i hulen og finder en række afdøde konger forvandlet til stalakitter, heksen dræbes og med besvær slipper de ud igen og bringer nogle af Kong Salomons diamanter med tilbage til civilisationen. Deres negertjener viser sig at være høvding for det folk, der befolker sletten mellem den omtalte barm og fatale trekant, og han bliver tilbage, medens indgangen til minerne lukkes for bestandigt. 

For at de tungnemme ikke skal gå glip af pointen kaldes de to vulkaner, der fører frem til Salomons vej, for ”Shebas bryster”, hvor Sheba er det normale navn, for den dronning der i danske bibeloversættelser er Dronningen af Saba. Det er denne vidunderlige sagndronning, der kommer til Salomon og udveksler visdom med ham og ifølge Første Kongebog 10, 5 ”blev ude af sig selv” ved mødet, og ”Kong Salomon gav dronningen af Saba alt, hvad hun ønskede og bad om, foruden hvad han af sig selv kongeligen skænkede hende”.
Dette kærlighedsmøde, der danner grunden for et hav af myter især i den arabiske verden, er det fuldstændinge møde mellem det mandlige og kvindelige, det kendte og det mystiske, mødet mellem konge og dronning, som alkymien viser som det hvide værks mål. 

Haggard lader altså sine helte vandre ned over dronningens krop i Salomons fodspor, og de finder som Salomon, diamanterne i hendes skød. Naturligvis lurer altid angsten for at trænge ind i denne verden. Som omtalt i tvillingeeventyret er heksen altid parat til at forstene helten netop her, men til forskel fra eventyret eller som en kombination af flere eventyr, har helten både sin tvilling og følgesvend med på turen, og tilsammen dræber de heksen (det kræver dog at en prinsesse ofrer sig), men heltene kommer frelst ud. 

Dette var Haggards første bog, men han var ikke tilfreds. Så i sin næste bog om Hun, lader han igen et par helte trænge ind i det samme område. Men nu er heksen nok stadig oldgammel, men har en flamme, der kan holde hende evig ung. 

Og denne vidunderlige kvinde lader Haggard så gennemføre en bogstavelig afsløring, så hun bogen igennem fjerner lag på lag af sin klædning, til hun til sidst (efter 7 slørs fald naturligvis) står nøgen i sin flamme. Også hun bærer ouroborossen om sit liv, nu dog ikke tatoveret, men som en guldslange med to hoveder, der holder sammen på det sidste slør. Hun og hendes ”afsløring” er omtalt i det efterfølgende afsnit om de fire romaner om Ayesha.

I sine næste ca. 55 bøger prøver Haggard at nærme sig mysteriet fra mange sider, men han når vist aldrig dybere, end da han trænger ned i den dybe hule og her ser den nøgne Ayesha  midt i den livgivende flamme. 

Haggard skrev i alt fire bind om Hun, ”Ayesha” (1887: She, 1905: Ayesha, 1921: She and Allan og 1923: Wisdom´s Daughter). De to første er oversat til dansk. Den sidste blev  Haggards åndelige testamente og forsøg på oversigt. Om denne bog skriver Kipling i et brev til Haggard fra 1923: 

the book is miles above the head of the reader at large. It will not come to its own right for a long time, but to those, to whom it is a message or a confirmation, it will mean more than the rest of your work ... Damn it man – you have got the whole tragedy of the mystery of life under your hand.

Det handler alt sammen om at beskrive forskellige oplevelser med Kierkegaards mur, om sprækker i muren og rejser bag muren. To af Haggards helte henter diamanter, der indbringer dem umådelige summer, men den stadig søgende helt er Quatermain, der  rejser videre i 14 bind rundt i sin jungle. Han har intet at bruge diamanterne til. For ham er det rejsen, der er målet. Godt hjulpet af stoffer og kvinder, står han stadig parat, hvis en spalte skulle vise sig igen. 

Den, der bedst har formuleret denne Kierkegaardske ouroborosindsigt, er digteren D.H. Lawrence (1885-1930), der i sin ”trosbekendelse” siger: 
 

Dette er, hvad jeg tror:
at jeg er mig selv
at min sjæl er en mørk skov
at mit erkendte jeg aldrig vil være mere end en lille lysning i skoven
at guder, mærkelige guder, kommer ud af skoven og ind i mit erkendte jegs lysning for derefter at trække sig tilbage igen
at jeg må have mod til at lade dem komme og gå
at jeg aldrig vil lade menneskene binde mig på hånd og mund, men at jeg altid vil forsøge at genkende  og underkaste mig guderne inde i mig selv, såvel som guderne i andre mænd og kvinder.

Jesus har naturligvis også sagt det. Thomas Evangeliet 18: 
 

disciplene sagde til Jesus: sig os hvorledes vor ende skal blive. Jesus sagde: har I da opdaget begyndelsen, for at I skal søge efter afslutningen. For der, hvor begyndelsen er, der skal enden blive. Salig er den, som vil stå i begyndelsen, og han skal kende enden, og han skal ikke smage døden.

Det, som menneskene har fælles, afsløres i myterne.

Sådan formulerer religionsforskeren og mytetolkeren Joseph Campbell sin endelige erkendelse af mange års arbejde med myter. Myterne er historierne om symbollandskabet. Det var Jung, der som første fremførte den modige hypotese, at denne flade er kollektiv, fælles, bygget op over de samme, arketypiske matricer, og Campbell giver ham altså ret.  Symbolfladen er fællesmenneskelig ned gennem tiderne på tværs af alder, køn og kultur. 

Denne symbolflade er siksakmønstret på ryggen af Ouroborossen eller en grafittiovermalet mur omkring en jungle. 

Vi har siden romantikken haft et halvhjertet forhold til denne symbolverden. At der var store energier at hente i symbolerne viste bl.a. Nazister, Stalinister og Maoister, og alle forsøgte at trække energier fra symbolerne ind i nogle samfundsmonstre uden blivende resultat. Guldmagere har tidligere prøvet at hente rigdom ud af symboler på samme måde, ligeledes i en misforståelse af symbolmekanismen. Myterne og sagaerne viser, at hver gang man prøver at misbruge symbolkontakter, ender man i ruin. Dette gælder en Jason, en Theseus, en Sigurd, en Ragnar Lodbrog. Omvendt kan man også ane, at vi ender i ruin – økonomisk, økologisk, menneskeligt – når vi afskærer sig fra enhver form for symbolkontakt. 

Vi har siden 1700-tallet i Vesteuropas nordlige del levet i en på alle måder opdelt verden. Det begyndte i det små med lidt specialisering og kulminerede (foreløbigt ?) omkring 1990 med den totale opdeling: i børn, voksne og gamle anbragt det meste af tiden langt fra hinanden,  i heldøgnsarbejdende og heldøgns ledige, i rige og fattige, og på tværs af kloden i de mætte (hvor store formuer bruges på at tilintetgøre mad) og sultne. Med lægerne klumpet sammen, hvor folk er mest raske, og ganske få læger, hvor de store sygdomme florerer. Med lidt religion om søndagen, men ingen i hverdagen, hvor den hører hjemme. Denne ”adskilleiver” er et vigtigst eksempel på de sten, den store mur opbygges af. 

For at forstå og beskrive denne besynderlige opdelte verden har det været nødvendigt at dele videnskaberne op i humaniora, samfundsvidenskaber og naturvidenskaber, der hver for sig igen er stærkt opdelte. 

Overalt i dette mylder lever symbolerne deres eget liv sammen med myterne om dem. Men det sker uden nogen levende kult og dybere forståelse. Overalt bliver myterne forstået som modeller, som allegoriske fortællinger, der skal fortælle noget andet, end de gør, som pragmatiske hjælpehistorier uden egen værdi. De vigtigste kulthandlinger bliver skam stadig udført, men altid som undskyldning for noget andet, for det meste før et stort og tungt måltid: jul, bryllup, fastelavn, dåb og især konfirmation. Og kulten er helt adskilt fra myterne (måske med undtagelse af julen). Alt i alt kan man sige, at tiden fra 1700 til 2000 var præget af en adskilleiver, hvis virkning var, og ingen og intet fik lov til at være, hvad det var. Hvilken virkning det nye kommunikationsparadigme med internet, mobiltelefoner etc. vil få , skal man endnu vogte sig for at gætte på. Stadig er jul alt andet end jul, forældre alt andet end forældre og symboler, myter og kultiske handlinger er alt andet end det, de er, og de må endelig ikke optræde i sammenhæng. 

Man kan lede efter en ”synder” til alt dette. Scherfig lader i ”Den forsvundne fuldmægtig” synderen være den frimærkesamlende embedsmand, den dominerende moder, den fraværende fader, den indoktrinerende skolelærer. Alle er de medbyggere på den store mur. 

Man kan også igen nævne Kierkegaard og hans ”angest” for det ukendte som den dybeste beskrivelse af tærskelvogteren på slangens ryg. For at foretage et spring ud i det ukendte kræves energi (”lidenskab”, begejstring), og adskilleiveren sørger for, at ingen energi trækkes ud af noget symbol eller opstår ved noget møde mellem modsatte poler. Jo, i små beskedne mængder, men omgivet af sikkerhedsnet. Herved sker det præcis som for de bundne elektroner i baner om atomkerner. De må blive i deres skaller, fordi der ikke tilføres energi nok til det frigørende kvantespring. 

Bemærk, at netop ved at sørge for, at ting aldrig er, hvad de giver sig ud for at være, kommer energiudbrudene uden sammenhæng (uden kohærens som i en almindelig pære til forskel fra en laser). I ”Twin-Peaks”, der viser udbrud fra den fortrængte mytologiske verden, er ledetråden netop, at ”intet er, hvad det giver sig ud for at være”. Her er en ugle absolut ikke blot en ugle. Samme idé går igen i Lynches sidste to film ”Lost Highway" og "Mulholland Drive". 

Det spændende og smukke ved naturvidenskaben i det 20. århundrede var, at de samme symboler dukker op, som har været kendt og dyrket i mystikken, religionen og eventyrene i årtusinder. De indføres så sandelig ikke af lyst, men tvinger sig adgang, som nødvendige dele af modelerne for at få disse til at stemme overens med ”virkeligheden”. Dette betyder ikke, at naturvidenskaberne har ført bevis for, at mystikken er ”rigtig” eller ”sand”. Begge disse begreber er bandlyst fra al naturvidenskab. Men det viser noget om de modeller, vi kan benytte os af, der er effektive og energisamlende; igen det som menneskene har fælles afsløres i myterne. Men nu bliver det fælles så ikke blot fælles inden den materielle verden og indenfor den åndelige verden (naturvidenskab og humaniora), men fælles hen over de to verdener, hvilket vil sige, at Descartes´ dualisme bryder sammen. Det fælles går gennem verden på enhver måde: mellem to mennesker, der tilsyneladende er adskilt måske både i tid og rum, mellem to videnskaber, mellem to religioner osv. 

Da Niels Bohr i 1913 satte en lavine i gang, der viste, at elektronerne i brintatomet stik mod al sund fornuft kun kunne forklares ved, at elektronerne er halebidende bølger, eksploderede fysikkens verden i energi. 

Da Einstein i 1916 viste at rummet krummes af den masse , det rummer, og tiden med, førte det til modeller og diskussioner, der har optaget den astronomiske verden siden: er verden som helhed krummet ind i sig selv, så den er en kæmpeouroboros, eller har den for altid sluppet sit bid ? Findes der sorte huller rundt omkring os, hvor rummet krummer sig ind i sig selv som 4-dimensionale ouroborosser, og på hvis overflade tiden går i stå ? 

Da Kekulé opstillede sin halebidende model for benzénmolekylet efter at have drømt en ouroborosdrøm, satte han en udvikling i gang, der førte til forståelse af DNA-molekylet, genteknologi og en udvikling, som vi kun kan ane resultaterne af. 

Da Mandelbrot fandt på, at lade sine andengradsudtryk bide sig selv i halen, og andre fandt på at farvelægge resultatet eksploderede matematikken i kaos og fraktaler, og først da begyndte de matematiske modeller at ligne virkeligheden. 

Og da man fandt på at lagre computerens hukommelse i chips propfyldte med miniouroborosser, blev vores hverdag ændret for altid og på rekordtid. 

Disse resultater, og måske er computeren den væsentligste ouroborosfyldte opdagelse, har givet det halebidende symbol og princip en prestige og genopliven, der må rette op på 2000 års forfølgelse og undertrykkelse fra den kristne kirke og den klassiske, lineære logik. Men også laseren  der spiller en enorm praktisk rolle (tænk bare på DVD og CD, hybridnet osv) bygger på en simpel ouroborosteknik. 

Jeg er sikker på, at man også med fordel kunne søge efter halebidende ringstrukturer i de økonomiske og politiske modeller og beslutningsgange. Det politiske liv bider sig ofte fast i forstenede, fastlåste, blokerende ringstrukturer og argumenter. Kommende generationer vil med undren beskrive vores samfund med store økonomiske problemer og mængder af dårligt udført arbejde, der betalte 800000 mennesker næsten fuld løn for intet at lave, ja tilmed forbød dem at bruge den frigjorte tid til noget som helst fornuftigt. Eller et EU, hvis største problem er udgifter til opbevaring eller destruktion af fødevarer i en verden, hvor milliarder er på grænsen til sultedød. Eller lande, der stædigt vil bestemme over folkeslag, hvis eneste ønske er at blive fri for det påtvungne fællesskab. Dette er tre eksempler på strukturer, der er ouroborosser. Det er kringlede ringbindinger, der låser sig selv fast, uden mulighed for at løsnes, fordi beslutning- og analyseprocesser forbyder den halebidende ringmodel og den efterfølgende kundaliniløsende yin-yang-proces, der kan få slangen til at slippe sit bid. 

At disse modeller er tabu skyldes (mindst) 3 faktorer: 

1) kristendommen (den magtorienterede statsreligion) har forfulgt slangemodeller af yin-yang-typen i 2000 år. 

2) den formelle logik grundlagt af Aristoteles tillader ikke ringargumenter i de logiske beviskæder. 

3) magt over – og udbytning af andre opretholdes altid af ouroborosstrukturer. Da magthavere af enhver art ikke er interesserede i, at disse strukturer bliver for tydelige eller ændres, er modelredskabet til strukturenes beskrivelse og forståelse tabulagt. 

Men under det hele ligger måske blot angsten for ændringer. Denne angst analyserede Kierkegaard sig frem til, er frembragt af ouroborossen selv som dens absolutte forsvarsmiddel mod at blive tvunget til at løsne sig selv. Og da vores hjerne blot er et sammensurium af ouroboroskopier, vil hver af disse sende angst ind i JEGET ved den mindste udsigt til, at blot én af disse ringprocesser skal brydes.

Omslaget til Haggards forsøg på at forsklare den mekanisme, der binder Ayesha fast: den indre strid mellem gudindens to principper.

1) man kan gå i gang med at opstille en uendelig begrundelseskæde, uendelig regres. Abstrakte hypoteser kan begrundes med endnu mere abstrakte hypoteser, som igen osv. i det uendelige. Dette er den uendelige, reduktionistiske metode. Man vil naturligvis aldrig blive færdig med at forklare noget som helst, men man kan altid i en ny og grundigere analyse finde ned til et dybere niveau. 

2)  der opstår en cirkelslutning, idet samme hypotese både forekommer som konklusion og forudsætning i en deduktion. Denne mulighed er umiddelbar uacceptabel i den formelle, klassiske loggik, hvor man ikke må begrunde noget ved henvisning til sig selv (”dette folkeslag bør bestemme over sig selv, fordi det bør”  (første orden),  ”jeg elsker dig, fordi du elsker mig og omvendt” (anden orden)). 

3) Den dogmatiske eller aksiomatiske mulighed, som består i, at begrundelseskæden afbrydes på et eller andet vilkårligt trin, ved at udnævne visse generelle hypoteser til basale aksiomer, hvis gyldighed ikke skal begrundes nærmere, men vedtages ved en politisk beslutning (en ret linie er ret, arbejdsløse må ikke studere). 

Denne opstilling kaldes ”Münchausen-trilemmaet” og skulle være døbt af filosoffen Hans Albert (se Kragh og Pedersen: Naturvidenskabsteori, NNF 1981). 
I denne bog om videnskabsteori skriver de to forfattere: 

”de to første muligheder vil sædvanligvis blive betragtet som utilfredsstillende, idet en begrundelse må stoppe et sted og foregå uden cirkelslutninger. Det er derfor den tredje mulighed, der accepteres af empirister ...

synden kom ind i verden ved en synd. Hvis dette ikke var så, da var synden kommet ind som noget tilfældigt ... Vanskeligheden for forstanden er netop forklaringens triumf, er dens dybsindige konsekvens, at synden forudsætter sig selv, at denne kommer således ind i verden, at den, idet den er, er forudsat. Synden kommer da ind som det pludselige, dvs. ved springet; men dette spring sætte tillige kvaliteten; men idet kvaliteten er sat, er i samme øjeblik springet vendt ind i kvaliteten og forudsat af kvaliteten, og kvaliteten af springet.  Dette er en forargelse for forstanden, ergo er det en myte. Til vederlag digter den selv en myte, der nægter springet, udlægger cirklen i en lige linie, og nu går alt naturligt til.

Filosoffen Cusanus (1401-1464) indser på samme måde, at alle argumenter må begynde med et absurd spring: 
 

Enhver tanke vil, når den tænkes helt igennem, ende i en modsigelse, men i Gud er alle modsigelser ophævet, han er ”coincidentia oppositorum” (modsætningernes sammenfald). (Thomsen: Hvem tænkte hvad, s 192) 

Men ouroborosserne er der alligevel. Vores verden er opretholdt af ouroborosstrukturer ved roden af ethvert argument. Og her ligger måske de mest betydningsfulde resultater af det sidste århundredes naturvidenskab. Ringargumentet har fået sin prestige tilbage ! Alle de største fremskridt skyldes præcis. at man har overvundet sin angst og set slangen i øjnene ! 

Ikke kun samfundet har brug for fornyet symbolforståelse og symbolkontakt. Den enkelte må også af og til trænge ind i centrum af symbolet, til centrum af sig selv, og hente energi og fornyet livskraft. dette er ekstra maat i ægyptisk forstand. Og dette må ske ved at opsøge det punkt, hvor den bevægede verden mødes med den ubevægelige, i verdenshjulets akse, der ifølge myterne beherskes af gudinden, ”Den store Moder”, Isis. dette individuelle arbejde må følge en bestemt, urgammel mytologi i forsøget på at kontakte de grunliggende symboler. Og det mest grundliggende symbol er ouroborossen, der beskriver verdensrummet som helhed og det tomme rum, den mest koncentrerede stjerne og det mindste atom, de største guders skæbne og den mindste synders:

det, som menneskene har fælles, er myterne

T. S. Eliot beskriver i sit digt ”De fire kvartetter”, stedet bl.a. i første kvartet Burnt Norton, II: 

safirer og hvidløg i pløre og sod tilklæber hjulets begravede akse..

ved det stille punkt i den drejende verden. Hverken kød eller kødløs; hverken væk fra eller ind imod; ved det stille punkt, dér er dansen, men hverken ophold eller drift.
Og kald det ikke bestandighed, hvor fortid og fremtid er samlet.  Hverken drift væk fra eller ind imod, hverken stigen eller dalen.
Uden punktet, det stille punkt, var der ikke nogen dans, og der er alene dansen.

Jeg kan kun sige, der har vi været; men jeg kan ikke sige hvor.  Og jeg kan ikke sige hvor længe, for det er at fæste det i tid. Den indre frihed for det praktiske begær, udfrielsen af handling og lidelse, udfrielsen af ydre og indre vanetvang, dog hyllet i en sansernes nåde, et hvidt lys stille og i drift....
At være ved bevidsthed er ikke at være i tid, men kun i tid kan rosenhavens øjeblik, øjeblikket i lysthuset, hvor regnen pisker, øjeblikket i den utætte kirke ved røgfald huskes; sammen med fortid og fremtid ved tid alene kan tid erobres.

Som Eliot begynder sin næste kvartet: 

i min begyndelse er min slutning.

Rider Haggard skrev i hele sit liv kun én historie. Han skrev den igen og igen, så forfatterskabet vel fylder 60 bind, men der er kun én fortælling. På siderne om Haggards forfatterskab er der en oversigt over de dele af værket, jeg har læst mig igennem, og det er meget, men jeg har kun fundet én historie. Haggard forelskede sig som ung i Lily Jackson, men hans far sørgede for, at han blev sendt til Afrika, Lily giftede sig med en anden, og Haggard ligeså. 

Vi andre kan, når vi er heldige, få tilbudt i drømme et glimt af verden bag de 7 slør. Normalt skal man ikke fortælle andre om dem, men hermed en drøm, der antyder denne mystiske verden. Dette er ganske rimeligt i en gennemgang af Jung, der selv tillagde sine drømme stor betydning som erkendelsesmiddel.  Følgende drøm er er udmærket eksempel på en mysisk drøm om forsøg på at passere muren fra begge sider. 

Drøm den 22. oktober 1986.

Jeg bor sammen med min kone på et feriested i udlandet. Vi bor i et stort træhus med mange rum. Overfor ligger der en slags restaurant med en stor festsal. Vi er i festsalen til en hyggelig komsammen, og der afvikles en dansekonkurence. I den første dans deltager kun to par, der begge er meget dygtige. Der er tale om en hoppende dans, hvor parrene danser fuldkommen i takt. Det er meget flot, og det ene par vinder, og det andet par slutter af med en fejl. Damen slutter den afsluttende drejning med at sidde på gulvet og tage sig selv i skridtet. Min kone vil egentlig gerne deltage i konkurrencen, men jeg opgiver helt.  Den næste dans er en tango, hvor en del par deltager. En enkelt synes at stå helt stille uden at komme  ud af stedet. 

På pensionatet bor der foruden os og de dansende en mystisk mand med et bredt sølvarmbånd om højre håndled. Det har ciseleringer. Manden forsvinder imidlertid eller dør, uden at vi har fået at vide, hvorfor han går med dette armbånd. 

En aften er de andre gået over på restauranten. Jeg er alene i det store hus, der nærmest er et amerikansk sydstatshus. jeg tænder lyset i et rum, der tilhører en af de andre (en kvinde). Jeg er lidt bange for at være alene og løber hurtigt gennem nogle rum. Jeg går rundt og slukker lyset i huset og går så udenfor. Det er nat. Til huset er i løbet af natten ankommet to mænd, nærmest omrejsende navere. Den ene er meget gammel, den anden slank og yngre (20-30 år). Begge har det samme armbånd om højre håndled. Jeg hilser på dem på vej over mod restauranten. Den gamle halter på det ene ben.  Alle er nu meget nysgerrige efter at vide noget om disse to mænd.  Jeg kommer ind i restauranten sammen med den unge mand. Sammen går vi ud i det lille køkken, hvor der er en disk.  Jeg køber en frikadelle, der ikke er helt frisk, men den unge mand vil i kotakt med mig (drikke dus ?), så han køber to halve krus øl. Vi går op på første sal, hvor alle de andre sidder og går hen til et ensomt bord for at snakke. Jeg er interesseret i at høre hans hemmelighed, samt hvor den første mand med armbåndet er blevet af osv. Jeg får at vide, hvor han kommer fra. Han nævner navnet på sin hjemby, der ligger tæt ved Athen. Jeg tror, at det er tæt ved et Athen, der ligger i Midtengland (??), men han retter og siger, at han kommer fra Spanien, fra Baskerlandet. De andre begynder at blive truende overfor ham, og han må flygte. Jeg vil løbe med ham og forsvare ham mod de andre, men jeg holdes et kort øjeblik tilbage af min kone. 

Han løber ned ad en stejl, udvendig trappe til en baggård (vi er nu højere oppe). De andre løber efter, men da jeg når ned, er han forsvundet. Nede i gården ser jeg en friluftsscene, hvor der danses en langsom kædedans i 3 lige, parallelle rækker. Jeg går op i huset igen. På trappeafsatsen på anden sal er der en smal niche ind til højre. Væggen er af røde mursten som en trappeniche i en gammel kirke. Vi har tidligere set, at denne niche var der, men ingen har tænkt på at gå ind i den, fordi den er så smal. Herinde går en smal vindeltrappe (højresnoet)  opad (selve den store trappe i huset er venstresnoet). 
Da jeg er ud for nichen, kommer den unge mand pludseligt frem, og jeg forstår, at de to har gemt sig her, hvor ingen tænker på at lede. Han vil have mig med op. Selv er han meget slank, men jeg er i tvivl, om jeg kan komme forbi et smalt sted på trappen. Det lykkes med hans hjælp. Så kommer vi til en helt lukket snoning. Her siger han et kodeord, eller trykker på en hemmelig knap, så vi kan komme videre op. 
Oppe på næste etage er der et stort, videnskabeligt bibliotek. Han går ind ved siden af, og jeg sætter mig i en sofa og læser i en tilfældig bog.  Nu kommer de andre, der er vrede og søgende, pludselig ind fra en helt almindelig trappe. De ser mig og undrer sig over, hvordan jeg er kommet op, de synes at øjne forræderi.  Jeg prøver at snyde dem og trække tiden ud ved at henvise til den bog, jeg sidder med. Jeg er jo fysiker, og derfor har jeg brug for at studere noget fysik. Den bog, jeg sidder med, har en side med noget specielt grafpapir. Det viser log til normalfordelingen, og på et lille felt nederst er afsat plads til spredning og varians. Der er også en løs lap med plads til det samme. Papiret skal bruges til kvantestatistik.  Det forstår jeg ikke noget af, og de andre tror mig næppe, men de kan ikke kontrollere.  Jeg går fra dem (eller flygter) bagud til en tredje trappe. De andre synes ikke at kunne komme ind i et mellemrum mellem biblioteket og trappen. 

Ude på den 3. trappe står en masse blege, små væsener. Det er en slags børn eller lig af børn (sjæle ?). De synes gerne at ville ind til os andre, men er ude af stand til det. Det er som om, de ved min hjælp (jeg lukker døren op for dem ?) kan komme ind og løbe over til de forfølgende. Jeg går selv ind i et rum til højre. Herinde står de to mænd med armbåndene. De arbejder her på deres egentlige, hemmelige mission, som den unge altså gerne ville indvie mig i. 

På en briks til venstre ligger en lille mumie af en ældgammel kvinde (en heks ?). Hun er svøbt ind i hvide bandager, som de delvis har viklet af. De prøver på at genoplive hende. De siger, at det stadig går dårligt,  men da jeg ser på hende, har hun ét øje åbent og drejer hovedet ganske lidt. I værelset er der også en lille, nøgen fræk dreng. Han synes at være i vejen, og jeg vil fjerne ham, for at han ikke skal forstyrre. Han løber fra mig ned ad dødningetrappen. De truende fra det andet rum nærmer sig. Op ad dødningetrappen kommer en hvid due. Drengen er død, men forvandlet til denne due. Den flyver lidt rundt i lokalet og så ud i det fri. Jeg synes, at dette burde overbevise de andre og fjerne deres fjendtlige holdning (ideen synes at være, at de nu skulle være overbeviste om det væsentlige i det okkulte, som de to mænd foretager sig). Jeg går ud på en lille balkon. Der er nu meget langt ned som fra 4. sal. I gården står der nogle meget gamle, høje træer som i en skolegård. For yderligere at overbevise de andre, springer jeg ud i luften. Jeg er overbevist om, at jeg ved troens hjælp kan flyve. Jeg falder frit et stykke vej, men får så kontrol over det. De andre ser undrende til fra balkonen. Nede i gården svæver jeg forbi en mandlig bekendt og lander.  Han undrer sig, men snakker løs om nogle problemer han har med sin kone.  Jeg har selv en rar følelse af at kunne flyve, af at have forstået det hele rigtigt.  Han siger, at hans kone ikke kan holde ud at høre, at han støjer, så han har bygget en væg tværs gennem hele huset. Jeg tænker, at han da også bare kunne købe nogle hovedtelefoner. 

Endnu en af de 14 romaner om Quatermain:

Videre til omtale af de 4 værker om Ayesha. 

Jules Verne-portalen