Rider Haggards fire romaner om ANIMA:

Ayesha - Hun der må adlydes.

Disse sider rummer en omtale af de fire romaner, Rider Haggard skrev om AYESHA - HUN, DER MÅ ADLYDES.  Omtalen bygger på en artikel af  Allan R. Cook: "She": The Veiled Reflection of the Femme Fatale´s Fire (www.violetbooks.com). Titlen på Cooks artikel rummer i sig selv en tolkning af Haggards romankvartet.

• INDLEDNING
• SHE: A HISTORY OF ADVENTURE ,  1886
• AYESHA, THE RETURN OG SHE, 1905
• SHE AND ALLAN,  1921
• WISDOM´S DAUGHTER,  1923.
• AFSLUTNING.

 

INDLEDNING.

 

"SHE" er Hun, der må adlydes,  Ayesha, Dødsrigets dronning, Den Hvide Gudinde, der hersker over sit rige, den glemte by Kôr, med rædsel og terror. At nægte at adlyde hende eller blot at håne hende betyder den øjeblikkelige død. Hvis en mand ser hendes ansigt, vil han blive besat af en udsigtsløs galskab, medens en kvinde ved synet vil opløses i en håbløs besættelse af jalousi. Ayesha bliver hen igennem de fire romaner fordømt, udslettet, genoplivet og genskabt, forbandet og tilgivet, medens Haggard kæmper med sin beskrivelse af kvinden som la Femme Fatale. Haggard hævder selv, at ordene flød fra hans pen, da han først begyndte at skrive She i marts 1886:    SHE blev skrevet i en regulær ophidselse næsten uden hvile... Jeg husker, at da jeg satte mig til værket, havde jeg kun vage ideer om dens handling. Det eneste, der stod klart, var, at jeg skulle beskrive en udødelig kvinde, der var opfyldt af en uudslukkelig kærlighed. Resten opstod af  sig selv omkring denne figur. Haggard skrev romanen færdig på seks uger og hævdede, da han forelagde den for sin forlægger, at det ville være det værk, han ville blive husket for. Han havde skabt en ny type "fantasy"-roman: fortællingen om glemte lande og forsvundne folkeslag, og desuden havde han løftet det første slør for en frygtindgydende skabning, der fortsat fascinerer over 100 år efter sin fremkomst. Haggard skrev om Ayesha i en hurtig beruselse og placerede hende i et simpelt, næsten forudsigeligt handlingsmønster. Men måske var hans opdagelse dybere, end han selv anede, så han blev tryllebundet af sin figur. Til trods for hendes tydelige  - og for nogle - retfærdige destruktion i Kôrs flammer, nægtede Ayesha stædigt at dø. Hun vendte første gang tilbage i  Ayesha : The Return of She i 1904-05, så i  She and Allani 1921, hvor hun møder Haggards anden berømte romanfigur, Allan Quatermain,  der først optrådte i Kong Salomons Miner og derpå i yderligere 13 romaner og fire noveller.Ayesha dukker op en sidste gang i 1923 i Wisdom´s Daughter: The Life & Love Story of She-Who-Must-Be-Obeyed.  Kun de to første romaner er oversat til dansk. I alt fulgte der altså 3 lange romaner efter den første, selv om Haggard den 15. november 1917 skriver i sin dagbog:    Ak ! Jeg må opgive min idé om en ny "Hun-historie". Den vil ikke ! Mine hænder er for bundne af indholdet af "Hun" og "Hun vender tilbage". Det er også umuligt at opretholde interessen for en historie, der foregår uden for Jordens begrænsninger. Stillet over for en sådan historie kommer det gennemsnitlige menneskes fantasi til kort. Så det er slut med "Hun" ! Jeg læste "Hun vender tilbage" i går aftes. Den har sine svagheder, men jeg synes også den indeholder noget godt --  f.eks. Ayeshas forvandling og alt, hvad den symboliserer.Hvis det ikke er godt for den type romaner, ved jeg ikke, hvad det er.  Alt i alt er jeg glad for, at jeg vovede fortsættelsen, selv om det var farligt. Men jeg tror, det er bedre at slutte vovestykket der, skønt jeg havde udtænkt nogle kapitler til en fortsættelse i Himlen eller i Helvede. Hans senere bøger indeholdt ganske vist nogle afsnit "i helvede", men de havde dog en fast forbindelse til den kendte og sikre fantasiverden. Hvilke visioner han end så bag Ayeshas slør i 1917, så forbliver de skjult for os andre, og selv i "Wisdom´s Daughter" antydes de kun.   Haggards første, hurtige vision om den dødbringende kvinde ændrede sig over de 37 år, der gik fra udgivelsen af Hun til Wisdom´s Daughter.Han var selv ca. 30, da det første bind udkom, og 67, da kvartetten blev afrundet. De fire romaner giver os mulighed for at se udviklingen i opfattelsen af ideen om la femme fatale hos denne viktorianske forfatter fra den dekadente periode omkring  fin de siecle  til desillusionen efter "den krig, der skulle gøre en ende på alle krige". Haggards sidste, tøvende bemærkninger kommer ved indgangen til tyverne.For Haggard mangler fremtiden nu hans ungdoms glitter og fantasi. I sin dagbog for 1923 bemærker han, at den moderne kvinde synes  farveløs og udaset... Jeg synes at kvinderne for fyrre år siden alt i alt så bedre ud og havde et friskere udseende. Haggard skrev oprindelig "Hun" som ren, overnaturlig  underholdning, men i "Wisdom´s Daughter" har Ayeshafiguren udviklet sig til en mere jordnær kvinde. En skuffet Kipling skrev til Haggard:    Jo mere jeg læste mig igennem den, jo mere blev jeg overbevist om, at den rummer hele summen og substancen af din overbevisning om visse emner ... hele bogen ligger mil på mil over den almindelige læsers mulighed for at forstå den  ..  For fanden, mand -- du sidder med hele mysteriet om livets tragedie i dine hænder, så hvorfor beskriver du det ikke i en bredere sammenhæng ? (dette kommer fra en mand, der ikke selv er i stand til at skrive en roman, der kan frelse ham) .  -- Du er jo en kæmpe indenfor parabler,allegorier og mystiske elementer, der påvirker hinanden.  Bliv nu ikke urimelig over for mig, du ønskede at vide, hvad jeg mente om bogen, så nu har du hørt det. Haggard havde forsøgt som en allegori at beskrive, hvad han opfattede som livets essens bestående af en blanding af sandhed, skønhed og kærlighed. Han kaldte denne kerne for den øverste magt og mente, at den måtte spejle sig i billedet af en uimodståelig, forførende kvinde. Den handling, der ligger til grund for de fire romaner, er den sædvanlige kærlighedstrekant. Dens detaljer kommer sammen med mange fordrejninger og sidefortællinger primært fra Ayesha selv. I Wisdom´s Daughter indrømmer hun, at  alle disse historier ikke stemmer overens, fordi jeg ofte fortalte dem som parabler eller fortalte enhver, hvad han ønskede at høre eller for at skjule min hensigt til mit eget fordel. Bag denne forførende manipulation ser vi et glimt af det beregnende magtmenneske.  I det væsentlige udspiller konflikten sig mellem Ayesha, der er den ægyptiske månegudinde Isis´ ypperstepræstinde, og  Amenartes Nectanebes,  der er datter af Ægyptens sidste farao. De kæmper om en græsk lejesoldat ved navn Kallikrates, der kæmper for Ægypten.  Denne Kallikrates slår sin egen bror ihjel for at vinde Amenartes kærlighed.  For at undslippe straf, deserterer han fra hæren og bliver Isis-præst.  Ayesha bemærker, da hun hører historien:  historien er altid den samme: to mænd og én kvinde, eller to kvinder og én mand, og så blodsudgydelser, anger og erindringer, der ikke kan udslettes, og råbet om tilgivelse, som er så svær at finde  (Wisdom´s .. )  Hun taler naturligvis om sin egen skæbne. På trods af sit løfte om kyskhed og åndelig renhed bliver hun forvirret ved synet af den Adonislignende Kallikrates.  For at undslippe henrettelse og det kaos, der følger efter den tabte krig, lokker Amenartes Kallikrates til at glemme alt om sin ed til Isis og flygte fra Ægypten med hende på et skib. De forsvinder så i 12 år. I mellemtiden har krigene tvunget Ayesha og resten af Isis-præsteskabet til at forlade Ægypten og søge til det glemte  land Kôr. Først i den sidste roman får vi at vide, at Isisreligionen oprindelig opstod i Kôr, og at Kôrs krigere grundlagde Ægypten århundreder tidligere. I parantes kan bemærkes, at navnet Kôr også spiller en ikke væsentlig rolle i de første udgaver af Tolkiens værker, j.f. The History of Middele Earth. De tre bliver genforenet i Kôrs glemte by, men nu er Amenartes og Kallikrates gift. Ayesha nægter at anerkende nederlaget og prøver at lokke Kallikrates med hemmeligheden om (næsten) udødelighed. Ved at bade i  livets flamme, der er skjult i Kôrs huler, kan de narre døden og beherske verden, hvis han vil forlade Amenartes. Han nægter, og i raseri dræber Ayesha ham. Først siger hun, at det sker med et kastespyd, men senere erfarer vi, at det sker med hendes viljeskraft.  Amenartes, der selv er en slags troldkvinde, nedkalder himlens og helvedes forbandelser over Ayesha og flygter til Athen, hvor hun føder sin og Kallikrates´ søn. Hun giver ham navnet Tisithenes, den mægtige hævner, og grundlægger en hævnkult, der overlever i århundreder. Det er denne cyclus af hævn, sejr og nederlag, der fylder Ayeshas saga, og gør den til en kamp om tilgivelse og nåde.


 
 

Videre titill de fire romaner om HUN.

Tilbage ttil Haggard-Portalen.

Til Verne-Portalen