She and Allan,  1921.

Mysteriet, om hvad der findes bag sløret, sender Quatermain afsted på dette eventyr. Han filosoferer som ældre over, hvad der hændte med dem, der var før ham. Han får lyst til at vide, om de stadig lever på en eller anden måde et eller andet sted. Ikke overraskende er det et spørgsmål, som ingen præst eller mystiker kan give ham et tilfredsstillende svar på. Kun en  tvivlsom troldmand med navnet Zikali, der tilmed er dværg, påstår, at han ved, hvor Allan kan finde svaret. Han foreslår, at Allan opsøger Ayeshas bjergfæstning sammen med en øksesvingende zuluhøvding, der skal foretage et ærinde for Zikali. Man undres igen over, hvor tæt på disse historier Tolkien kommer med Aragon og Gimli, der også må dybt ned under jorden, men som så ofte påpeget mangler Tolkien helt at inddrage det kvindelige element i sin saga. Det gør Haggard til gengæld ikke!  Det viser sig, at zuluen har samme spørgsmål som Allan til den hvide heks. 

Quatermain har ikke lyst til at begive sig afsted, men han lokkes, da en ung kvinde bliver kidnappet af oprørske Amahager, der ønsker hende som rivaliserende hvid dronning til Ayesha. Historien går sin gang, og kvinden bliver befriet efter en serie slag og en afsluttende tvekamp mellem den kæmpestore oprørsleder og zulu-øksemanden. 

Quatermain, der er den typiske viktorianske rationalist og kyniker, nægter at tro på Ayesha, da hun hævder sin høje alder. Hans tvivl tvinger hende til at fortælle mere om sin fortid, end vi har hørt før. Vi erfarer, at hun som Isis´ stedfortræder på jorden tiltrak sig Afrodites fjendskab på grund af sin skønhed og kyskhed. Afrodite forbander hende med evig kærlighed til Kallikrates, selv om han ikke er hende værdig. Den overmægtige kærlighedsgudinde advarer Ayesha om ikke at drømme om at undslippe sin skæbne, fordi  ligegyldig hvor stærk man er i ånden, er kødet alligevel stærkere her på jorden, og for alt hvad der er kødeligt, er jeg dronning.

Ayeha bukker under og bliver forelsket i Kallikrates, og hun har så oveni fortjent Isis´ forbandelse. Denne store modergudinde erklærer, at Aysha, der allerede har syndet i tanken, skal lære hemmeligheden om næsten- udødelighed og vedvarende ungdommelig skønhed, men at hun samtidig vil komme til at dræbe sin elskede. Hendes dom er derefter at leve i afsondret ensomhed, indtil Kallikrates vender tilbage til hende. Hun vil ikke blive befriet fra sine pinsler og sit selvhad, før hun har ført Kallikrates´ sjæl frem til et punkt, hvor han også kan befries fra den fysiske verden af universets ånder. Ayesha finder det uretfærdigt, at fordi hun ikke kunne modstå en gudindes fristelser, skal hun straffes og lide en så grusom skæbne. Isis afslører, at en del af Ayeshas kommende opgave er at lære ydmyghed. 

Med denne afsløring ser vi Ayesha som gudernes legetøj. Hun er tvunget til at gennemleve sin skæbne for deres fornøjelse. Men Haggard skifter en smule synspunkt, da han lader Ayesha forklare Quatermain, at disse gudinder er "naturens store principper". De er allegorier på lidenskab og ånd, der placerer årsagen til alle Ayeshas handlinger i hendes egen underbevidsthed. Hun bærer dog stadig på det strejf af offer, der også er en side af  la femme fatale.

Quatermain og zuluen gør sig fortjente til at få deres metafysiske spørgsmål besvaret på grund af deres militære duelighed. Ayesha, der sidder inde med nøglen til den forbudte port, sender dem ned i underverdenen ved næsten at lade dem dø. Vi genkender historien fra Cirke, der på samme måde sender Odysseus samme sted hen. I underverdenen opdager de, at de stort set ikke har nogen betydning selv for dem, der betød mest for dem i levende live.  Quatermain genfinder sin familie og sine to mistede elskede, men de sanser ikke hans tilstedeværelse. Den eneste, der fornemmer, at han er der, er den indfødte Mameena (= Child of Storm),  der erklærer, at hun elsker ham med en kvindes kærlighed til det jordiske, og så den hund, som døde, da den beskyttede ham mod et vildsvin. 

Da han siden diskuterer dette drømmeagtige møde med Ayesha, kommer Qutermain gryntende til den konklusion, at han har taget fejl med sin antagelse om, at hans hukommelse og betydning ville vare ved bag sløret og have betydning for dem, der var gået før ham.  Han opsummerer sin oplevelse med 
 

hvorfor i al verden skulle nogen ønske at forblive bundet til - eller uløseligt være sammen med en person som min - , hvis andre højere formål omgav dem ?  Nu, da jeg tænker over det,  var denne forventning absurd over for nogen placeret midt i tusinder af nye og spændende, interessante omgivelser.  Jeg er løbet ind i endnu en skuffelse, det var alt.
 

Disse to bemærkninger om skuffelsen og den fundamentale ensomhed sætter tvivl ved påstanden om den evige kærlighed, der besejrer alt, som gennemstrømmede de to tidligere romaner. Nu forbindes kærligheden med forfængelighed eller måske med den yderste græske fejl: hybris.