Wisdom´s Daughter, 1923.

Manuskriptet stammer fra en dagbog ført af Ayesha selv og fundet blandt Hollys genstande efter hans død (jf. Laura Palmers hemmelige dagbog). For første gang hører vi hende selv fortælle sin historie, som hun ser den. Vi får stadig ikke den fuldstændige historie, men snarere brudstykker af vigtige pointer i sagaen. Dagbogen afbrydes på det sted, hvor Ayesha ser Leo kæmpe med leoparden på den tibetanske bjergside (i  Hun vender tilbage). Det er altså før hun udkæmper sin sidste krig mod Atene (= Amenartes), og før hun dræber Leo (for anden gang) med sit kys, og før hun beslutter sig for at give afkald på sin magt og forlade denne verden. Vi hører historien fra en Aysha, der aldrig har haft mere magt, der tror, at hun har udstået sin straf og har overvundet sin rivalinde og modtaget sin belønning. Det er en Ayesha, der endnu ikke har forstået sin skæbne. 

Vi erfarer, at Ayesha engang var Ayesha den Smukke , datter af - og arving til - Yarab, den store høvding, som kunne mønstre tyve tusinde bevæbnede krigere. Da hun blev født, begik hendes moder selvmord, fordi hun frygtede at skulle konkurrere med sin skønne datter om Ayeshas fars følelser, og at hun ville komme til at hade sine øvrige børn, fordi de aldrig ville kunne blive så smukke. Prinser kæmper om Ayeshas gunst, men hun afviser dem alle. Hun fortæller, at hun svor: 

jeg ville aldrig gifte mig med nogen mand for ikke at blive slavinde, spærret inde i en fæstning med det formål at føde børn, som jeg ikke ønskede, og med en eller andet jaloux tyrant som deres far. Jeg følte mig hævet over alle andre, og jeg stræbte efter at komme til at regere verden. Hvis jeg endelig skulle have en elsker, ville jeg selv vælge ham, og jeg ville skaffe mig af med ham, når jeg fik lyst til det.

Imidlertid bliver hendes far dræbt af Nectanebes, der er Ægyptens farao, og Ayesha sværger hævn. 

Alene i de døde kongers dal indser hun hvor flygtig den jordiske magt kan være, og hun sætter sin lid til åndelig fuldkommenhed. Hun træder i gudinden Isis´ tjeneste, men hun bliver fristet ved synet af Kallikrates. Hun hævder, at hun forsøger at fjerne ham fra sine tanker, og at hun modstår alle kødets fristelser, men hendes skæbne bliver anderledes. Hun bliver rasende, da hun tvinges til at løfte sit slør for kong Tenes af Sidon, og Kallikrates, der er hendes præste-tjener, alligevel forbliver upåvirket af hendes skønhed. Istedet synes han fortryllet af den tilstedeværende Amenartes.

Hun får hjælp af vismanden  Noot.  Vi mødte ham i Hun  som vogteren af livets flamme i Kôr. Han leder Ayesha på hendes åndelige vandring. En gang råder han hende: 

Skønheden er din forbandelse, fordi du er dens slavinde, selvom du burde betragte den som intet og huske på dens forgængelighed. Du er for stolt, du lider af storhedsvanvid. Se på stjernerne og lær ydmyghed, hvis du ikke skal blive ydmyet af de, som er stærkere.

Senere, ved livets flamme, advarer han Ayesha om ikke at gå ind i flammen for at søge udødelig skønhed, for hvis hun gør det, vil hun blot blive en "malet mumie i en grav, der simulerer liv, men alligevel er død og kold indvendig". Da hun imidlertid står overfor sin falmende skønhed og ikke længere kan leve op til den kongelige Amenartes´ ungdommelige vitalitet, og da hun bliver ramt af sin rivalindes spydigheder og bliver opmærksom på sin egen dødelighed, glemmer hun Noots  visdom og vælger flammen. 

Flammen giver mulighed for at genvinde den svundne herlighed, men den har klart forbindelse til kræfter, der er udenfor hendes kontrol. Hun har mistet sin familie og sin kongelige titel. Isis-religionen, som hun er ypperstepræstinde for, er blevet forbudt og  er næsten glemt. Hun er tvunget i exil og må bo i en ruindynge efter en forsvundet civilisation. Foran ligger en lang og næsten håbløs kamp for at bringe Kôr tilbage til magten ved hjælp af en håndfuld tro tilhængere. Og hun er alene. Kvinden, der forventede verdens tilbedelse, må se frem til en bitter alderdom i ensomhed, og så er der pludselig indenfor hendes rækkevidde en mulighed for at få opfyldt alle behov, og hun har evnerne til at benytte den. Hvad der er det vigtigste for hende: ved hjælp af flammen opnår hun muligheden og ansvaret for at hæve sin elskedes sjæl op på et højere åndeligt plan, så han kan opnå det fuldendte sammen med hende. Vi ser her i perverteret form viktoriatidens syn på kvinden som vejen til åndelig forløsning. Som hjemmets engel yder hun den moralske balance, der er en nødvendig modvægt mod den ødelæggelse mandens lidenskab forvolder: hun er mandens vej til frelse. 

Kallikrates, der er genstanden for hendes begær, modstår hende i første omgang, men overvindes så af hendes viljestyrke. Dette er ikke den svage Leo, som vi har set tidligere, men en helt, hvis største fejl er, at han er dødelig. Han er splittet mellem sine egne behov, og han ser dem personificeret i de to kvinder. Hos Ayesha elsker han gudinden, den opadstræbende åndelighed og ambitionen efter at udfordre verden og vinde. Hos Amenartes elsker han denne verdens goder, hjemmets almindelige hygge og tradition, familiens ukrænkelighed og kødelig elskov. Først efter at Ayesha har dræbt Kalllikrates,  indser hun, at en man kan elske to kvinder på denne måde.  Denne krig mellem ånd og legeme betød, at Kallikrates´ ånd altid var hendes, den var blevet skænket hende fra begyndelsen, men med den fysiske Kallikrates var det anderledes, og det ville det blive ved med, så længe han var fysisk til stede.

Tidligere blev Amenartes beskrevet som et hjælpeløst offer eller endnu en dødbringende femme fatale, der blot manglede Ayeshas kræfter.  Her i fjerde bog bliver hun mere menneskelig. Hun er den forkælede datter af den sidste ægyptiske farao og optræder som en sådan, men hun er ufarlig. Hendes indsats består højst i små hofintriger, selv da hun snyder sin far og frelser Kallikrates´ liv, før nogen af de to mænd ved, at det er i fare. Hun elsker Kallikrates af et fuldt hjerte og forsøger at beskytte ham og være sammen med ham. Det, der endelig binder Kallikrates til hende på trods af Ayshas frygtelige magt, er da Amenartes henviser til deres søn, der er død, fordi hun på grund af alle sine trængsler ikke kunne amme ham. Med denne afsløring kan vi se Amenartes rolle i Haggards allegori. Hun er oprindelig den naturlige kvinde, der står for den jordiske kærlighed, præcis som Mameena i Hun og Allan,  men hun bliver "unaturlig", da hun må kæmpe alene i forsøget på at vinde Kallikrates. 

I forsøget på at befri sig fra sin ensomhed og følelsen af impotens stjæler Ayesha gudernes ild, kun for at opdage at det gør hende endnu mere ensom, da hun nu heller ikke mere kan tale med guderne. Hendes loyale følgesvend Philo forklarer hende, efter at de er vendt tilbage til Kôr: 
Isis´ datter ! En sådan skønhed, som du bærer nu, er den største forbandelse guderne kan skænke en kvinde. Ved at være hævet over det naturlige , vil hele naturen tiltrækkes af din skønhed.Derfor er du en fremmed for menneskene, en overskøn terror, som som alle må begære, frygte og hade.

Dette er en del af lektien, som gudindens datter trods alt lærer, men til gengæld forventer hun tilgivelse og nåde, hvis hendes kærlighed viser sig at være sand, og hvis hun kan frelse den mands sjæl, som hun engang dræbte og vil dræbe igen. Hun mangler stadig at erkende, at hendes egentlige synd er forfængelighed, og at hun først må afstå fra denne byrde, som hun vogter som sin egen skat. 

I denne sidste bog af sagaen om Ayesha bliver hun beordret tilbage til Kôr af gudinden Isis.  Hun bliver sendt tilbage til det sted, som hendes forfædre forlod på grund af en pest. Hun beordres til at genoplive Isis-religionen, og genskabe Kôrs magt og befolke dens ruiner. Da hun ankommer til byen bliver hun mødt flammens vogter, der er udpeget af guderne. Det er Noot, der har tilbragt mange år i ensomhed med at bevogte gudindens hemmelighed.Historien kunne minde om en beretning om Evas tilbagevenden til Paradis, men dette er ikke en naturlig have, men kunstigt frembragt ved hjælp af det, Ayesha kalder visdom. Her tilbringer hun år med genopbygningen tilsyneladende kun med få resultater.  Kalllikrates stemmer fint med den passive Adamskikkelse, men i det "Paradis", han vender tilbage til, har Eva to ansigter.Den åndelige Ayesha er den, der skal smage udødelighedens hemmelighed, medens den naturlige moderfigur Amenartes ser til med rædsel og afsky. Det kan ikke forbavse, at guderne på forhånd har bestemt, at Ayesha skal fejle og styrte fra sin magts tinde. Kampen mellem ånd og legeme, hvor disse to kvinder udgør modsatte poler, placerer dem som to sider af et arketypisk mønster. De er i virkeligheden én kvinde, der ødelægges indefra af kampen mellem et indre og et ydre begær. 

Opdyrkningen af urskoven for at genopbygge Kôr viser det videnskabelige og kulturelle fremskridt for dets folk, men de må lide under den evige forbandelse, som naturen lægger på Kôrs mænd og kvinder, fordi Hun ikke vil dø og lider af udødelighedens galskab. Haggard tager dog også afstand fra hendes modstykke, den fuldstændigt naturlige kvinde, fordi hun er ligeså dødbringende uambitiøs. Ayesha filosoferer over denne forskel mellem hende selv og Amenartes. Hvor hun ville anspore Kallikrates til nye intellektuelle højder overbevist om, at hans vilje blot mangler en vejleder, så ville Amenartes fylde hans liv med lidenskab og de byrder et hverdagsfamilieliv er fyldt med, indtil han var hjælpeløs og sat. I denne kontrast kan vil se den viktorianske mands syn på kvinden. Den charmerende, udfordrende, farlige kvinde passer godt med ungdommens ambitioner og selvtillid, men efterhånden som tiden skruer ned for forventningerne, ændres hun til en mindesten over tabte muligheder. Tabet ses i den udvikling beskrivelsen af Hun gennemgår. La femme fatale bliver enten ond eller tåbelig, hvor hun engang var guddommelig og oplyst. 

Haggard søger en balance mellem natur og visdom, som kan tillade mennesket at fortsætte med at udvikle og udvide sit univers, uden at bukke under for narcisistisk selvdestruktion.Mennesket skal kun stå til ansvar for sig selv, for i Haggards verden befinder guderne sig i menneskets indre. Dette er Haggards konklusion, som han lægger i munden på sit alter ego Allan Quatermain.