ANIMA som gudinden INANNA, der stiger ned i dødsriget.

Endnu et forsøg på at forstå Jungs arketyper og komplekser, denne gang i en religiøs sammenhæng.

Indhold:

INDLEDNING.

Alle disse sider er et langt forsøg på at tolke og forstå Rider Haggards romaner, specielt hans romaner om Ayesha, HUN. I afsnittet om Rider Haggards romankvartet om Ayesha er det vist, hvorledes man i viktoriatiden kunne placere en kvindelig figur, der ligger tæt op af den dekadente tidsalders femme fatale, som forsvundet og søgt dybt i mystiske huler i det mørkeste Afrika. Sådan må det vel ske i en fantasiroman, men i de religiøse myter har man så langt tilbage, de er bevaret, mere direkte beskrevet og dyrket gudinden som en arketypisk struktur, der er sunket ned i dødsriget. Her holdes hun fanget af "sin søster". Hun kan godt befries, men vil ved sin tilbagekomst være årsag til, at hendes mand må sendes til dødsriget i hendes sted.
Dette stiller naturligvis manden i et dilemma. Skal han arbejde på at udfri gudinden og dermed selv søge "døden", eller skal han lade hende hænge på sin krog i dødsriget, indtil han alligevel engang selv dør af alderdom ?

Læst med Jungs model kan man opfatte gudinden som et arketypisk kompleks, der er sunket ned i det ubevidste uden for Jegets direkte kontakt. Jeget kan måske arbejde på at skabe kontakt til dette kompleks, hvis mange sider udgør den samlede Anima, men skal man tro den religiøse erfaring, vil dette føre frem mod Jegets død. I Haggards romaner er dette problemet og målet for Allan Quatermain,  og han ender da også med at dø for muligvis at forenes med sin anima i templet i Guldlandet.

Historien om den nedstegne gudinde, der er den ældste, bevarede version af dette grufulde dilemma, er i nyere tid genfundet i næsten komplet form på lertavler fra Babylon og udgivet af Diana Wolkstein  og Samuel Kramer, hvis oversættelse jeg følger (Inanna, Queen of  Heaven and Earth, Harper & Row 1983). Der er tale om en meget kompleks beskrivelse af  en metode til at rejse forbi oldtidens 7 slør ned i ukendte dybder, dvs. en over 4000 år gammel beskrivelse af, hvorledes man "afslører" verden, som  den "virkelig" er.

Historien er lang og sammensat og kan siden genfindes i alle mytologier, men jeg vil prøve at holde mig så tæt som muligt på den ældste version, fundet i det nuværende Irak. Det er et utroligt sammenfald, at dette hjørne af kloden, hvor alt ondskab udgår fra, hvis man skal tro en amerikansk præsident, præcis er samme sted, hvor en indsigt, der burde ryste os langt mere end en gal diktator, har ligget gemt i jorden indprikket på brændt ler i tusinder af år. Den fundne version stammer fra den sumeriske kultur, men den er vel som andre myter langt ældre eller uden alder.

I et forsøg på at forstå myten vil jeg sammenholde den med Neutsky-Wullffs gennemgang af mysterieindvielsen, som han beskriver den i andet bind af sit hovedværk OM: MAGI fra 1986.


 

GUDINDEN INANNA  OG DE ANDRE GUDINDER.


Inanna er en sumerisk gudinde, og da den nedskrevne del af historien begynder med Sumer, er historien om hende den ældste og dybeste version.  Senere smelter historien sammen med myter om de akkadiske guder, den ændres og formes, og udløbere af historien kan genfindes i den græske, romerske og kristne mytologi. Muligvis har vi også udløbere i Norden med "tragedien" om Balder og Nana.

Inanna bliver til Ishtar, til Anna (Jomfru Marias mor), til Nana (Balders kone), til Aphrodite og Venus, men hun kan også findes som Lilith, Adams første kone, der forlader ham, fordi hun vil være ligestillet med sin mand. Gudindens elsker/søn er Dumuzi (= afgrundens søn) (Inanna),Tammuz (Ishtar),  Balder (Nana), Adonis (Venus). Men der er også forbindelse til Osiris (Isis) og Attis (Cybele)  i Lilleasien, og Inanna kan mærkes i Demeter og de græske mysterier. Og så  Jesus og Maria. Der er tale om forskellige opfattelser af den store gudinde, og naturligvis findes der kun én gudinde, der blot ikke kan rummes i én beskrivelse, uden at den, der prøver, sprænges.   De religiøse myter hænger sammen, og dette viser vel blot, at vores psykiske grundstruktur og vilkår ikke har ændret sig alverdens, siden skriften blev opfundet for 5000 år siden og gjorde det muligt at overbringe indsigten om Inanna til nutiden.

Inanna er en farlig gudinde, på samme tid gudinde for kærlighed og krig. I astrologien er hun knyttet til planeten Venus. I mystikken og astrologien spiller de to planeter mellem Jorden og Solen , Merkur og Venus, en afgørende rolle i den proces, som Jung kalder individuationsprocessen:  en forening af Sol og Måne, der også genfindes som alkymiens forening af det mandlige og det kvindelige princip. Denne forening symboliseres med Hermeafroditten,  hvor Hermes er  identisk med Merkur, og Afroditte ca. med Venus. Målet er Jungs forening af JEGET med ANIMA/ANIMUS, der er det første delmål på den lange og umulige rejse gennem området med de 7 slør, der som "de 7 krystalhimle" adskiller os fra det guddommelige og i hver enkelt adskiller JEGET fra SELVET.

I det indviklede familiemønster af guder er Inanna datter af måneguden Nana  og månegudinden Ningal, og hun er søster til solguden  Utu. Den øverste skaberkraft i det sumeriske pantheon er de fire guder An (gud for himlen), Ki (gudinde for jorden, bliver siden til Ninhursag) , Enlil (luftens gud, der efterhånden bliver gudernes leder) og Enki (vandets gud, der efterhånden bliver visdommens gud).  Enhver alkymist genkender straks de fire elementer ild, jord, luft og vand.

Guderne skaber 7 me-er, med hvilke de styrer verden. "Me-erne" er principper eller regler (begrænsninger), som både mennesker og guder må overholde. Disse me-er spiller en væsentlig rolle i historien om Inannna. Som vi skal se, tiltusker Inanna sig først me-erne fra Enki, og det er disse me-er, hun må afføre sig igen for at trænge ned i dødsriget. Læsere af Rider Haggards roman Hun  vil genkende en fjern udløber af historien.  I den flere tusinde år yngre græske version kan gudinden Demeter ikke mere selv trænge ned i dødsriget, men hendes datter Persephones bliver nu bortført til dødsriget af Hades. Allerede her ved den græske mytologis dybeste rødder har historien udviklet sig langt fra originalen, men der er også gået mange, mange år.

I dødsriget forenes Inanna med sin søster Ereshkigal  i 3 dage. Hun hænges som et stykke råddent kød på en stage som erstatning for søsterens mand, "der er død". Efter 3 dage i dødsriget genopstår hun og vender tilbage til jorden. Men som følge af denne trængen ind i dødsriget må hendes elsker dø. De to søstre, gudindens lyse og mørke side, deler elskeren imellem sig meget mod hans vilje, så han må tilbringe halvdelen af året i dødsriget og halvdelen oppe i lyset. Denne dybe indsigt i livets og kærlighedens vilkår skræmmer naturligvis mænd og fører til, at myten fordrejes til ukendelighed.  I senere versioner er Inanna (som Ishtar) selv uden skyld i elskerens død, og hun drager sørgende eller rasende til dødsriget for at få ham tilbage. Denne "romantiske" version, der er ren mandlig ønsketænkning, har intet med den arketypiske beretning (eller virkeligheden) at gøre, og den kan derfor ikke benyttes til forståelse af gudinden og de 7 slør mellem os og den dybere verden. Den græske, romerske, kristne og nordiske mytologi er følt og udtænkt i et mandligt paradigme med det formål at opretholde de 7 slør og forstærke muren gennem verden eller i Jungsk forstand gennem vores psyke mellem JEGET og ANIMA.

Den "rigtige", dybeste og mest sande version af historien om Inanna er grum og kræver en skiftevis total overgivelse af kontrol og magt fra JEGET. Det er denne indsigt Rider Haggard bibringer Ayesha vel i et forsøg på at overbevise sig selv.
Som overskrift kan vi tage nogle linier fra Rilke (1875-1926),  der bevæger sig i dette øde land mellem slørene:
 

Thi det skønne er intet andet
end det forfærdenes optakt,
som er, hvad vi lige kan bære
og må beundre, fordi det overlegent forsmår
helt at knuse os.


(første Duino-elegi)

Eller fra samme Rilke med udgangspunkt i ægyptisk visdom:
 

"Man må dø, fordi man kender dem" (ægyptiske tankesprog, 2000 f.Kr).
Dø af deres smils uudsigelige blomstring. Dø
af deres lette hænder. Dø af kvinder.


Inannna var og er den vigtigste gudinde, til hvem kongen eller hans stedfortræder bliver ofret efter at have gennemspillet hieros gamos , det guddommelige bryllup. Efter foreningen med gudinde blev "kongen" dræbt, og hans blod spredt ud over landet for at sikre frugtbarheden, og for at livet kunne fortsætte sin evige cirkel. I den keltiske mytologi bliver Inanna til Bloodeuwedd,  der betyder "blomsterbrud" på det oprindelige sprog, men ordet ligner også til forveksling en slags engelsk for blod-bryllup. Dette er gudindens mørke eller røde side, den indiske Kali  (sml. Indianer Jones og templets forbandelse eller  moderen i Vilde Hjerter af David Lynch). Myten kræver, at JEGET må dø, før vi kan trænge ind i - eller nå ud til - den "rigtige verden". Den dybeste kærlighed fører til jegets død, og denne død er på samme tid grusom og nødvendig for en efterfølgende genopstandelse eller genfødsel. JEGET (=kongen) må ofres, som det sker i ethvert mysteriums kerne.