DEN OFREDE SØN/ELSKER.

A. "PÅ TREDJEDAGEN OPSTANDEN FRA DE DØDE".

Da Inanna ikke er vendt tilbage fra dødsriget efter 3 dage, går hendes sendebud til de øvrige guder for at hente hjælp:
Efter at 3 dage og 3 nætter var passeret,
Inannas sendebud Ninshubur,
hendes sendebud med gunstige ord,
fyldte Himlen med beklagelser over hende,
græd for hende i gudernes hal,
fór omkring i gudernes hus for hendes skyld.
Som en fattig i simpelt tøj klædte han sig,
til Enlils hus begav han sig helt alene.

[Enlil er himmelguden]

Enlil svarede Ninshubur i sin overvældende vrede:
"Mit barn har krævet den store Himmel, har krævet den store Jord.
Til Underverdenens magter (me), som ingen bør kræve,
er hun nået, hun har nærmet sig Underverdenen.
Hvem er nogensinde nået til Underverdenen og har
krævet at stige op fra Underverdenen igen ?".

Ninshubur går så til måneguden Nanna-Sin, men han svarer det samme. Endelig går han til guden Enki, der er gud for visdom, herre over afgrundens vande. Enki svarer:
"Mit barn, hvad har du gjort, jeg er bekymret,
hvad har Inanna nu gjort ? Jeg er bekymret,
hvad har dronningen over alt land nu gjort ?
Jeg er bekymret.
Hvad har Himlens skøge nu gjort ?  Jeg er bekymret".

Han tog snavs fra sin fingernegl og skabte en kurgarra.
Han tog snavs fra sin anden negl og skabte en galaturra.
Han gav kurgarraen livets føde.
Han gav galaturraen livets vand.
"Kom ! Ret jeres skridt mod Underverdenen.
Flyv som fluer omkring døren.
Kreds omkring slåen som ånder.
I vil finde Ereshkigal, den frugtbare moder,
liggende for sine børns skyld.
Linned dækker ikke hendes fine skød.
Hendes bryst er ikke trukket ud som en salvekrukke.
Hendes negle er som kobberspidser.
Sine hår plukker hun af hovedet som grøntsager."

"Når hun siger: "Ve mit hjerte !",
så siger I: "Vi er bekymrede, vor frue, ve dit hjerte !".
Når hun siger: "Ve min lever!",
så siger I: "Vi er bekymrede, vor frue, ve din lever ! "
Når hun siger : "Hvem er I, der bekymrer sig om mit hjerte og min lever ?
Hvis I er guder, så lad mig tale et ord med jer !
Hvis I er mennesker, lad mig velsigne jer !"
Da skal I sværge én ed ved Himlen og én ed ved Jorden.
Hun vil tilbyde jer en mark med korn som gave,
tag ikke imod den.
"Giv os kødet, der hænger på sømmet !" skal I sige.
Ret så mod kroppen, der hænger på sømmet, ildens frygtede stråler.
Den ene af jer skal stænke livets føde på hende 60 gange,
den anden skal stænke livets vand på hende 60 gange.
Så vil Inanna rejse sig !"

De gør som han siger, og Inanna vågner op:
Da Inanna steg op fra Underverdenen,
greb Aninna-guderne fat i hende.
"Hvem er nogensinde steget ned i Underverdenen
og er steget op igen med fred ?
Hvis Inanna vil stige op fra Underverdenen,
må hun give et hoved for sit hoved !"
Og derpå følger den grusomme historie sit videre uundgåelige forløb:

Da Inanna steg op fra Underverdenen, holdt manden foran hende et scepter i hånden, skønt han ikke var gesant. Da Inanna steg op fra Underverdenen, havde manden ved hendes side en kølle bundet til lænden, skønt han ikke var ridder. De små og de store dæmoner holdt sig tæt til hende som sivene i en sivhytte og sivene i et hegn.
De mænd, der fulgte Inanna, kendte ikke til føde, kendte ikke til vand, spiste ikke mel, der blev øst op, drak ikke vand, der blev skænket. Forsonende gaver modtog de ikke. En hustrus behagelige skød nød de ikke. Søde børn kyssede de ikke. De rev hustruen fra ægtefælllens skød. De fjernede barnet fra moderens knæ. De rev svigerdatteren fra svigerfaderens hus.

Disse umenneskelige væsener (jf. Wulffs deformerede ånder med hæslige hoveder) prøver først at gribe Ninshubur (Inannas sendebud) og to andre af hendes tro "embedsmænd". Alle tre kaster sig ned foran hende, og hun går i forbøn for dem, fordi de har vist hende sympati, medens hun var borte. Men derpå kommer de til hendes mand Dumuzi, der har haft kronede dage under Inannas fravær.

Historien om Inannas flugt rummer mange eventyrdetaljer. Genfødslen ved "brød" og "vand", der stænkes på den hængte gudinde kan have forbindelse til kristendommens nadversakramente, hvor brød og vin bliver til kød og blod. Det er den samme historie, hvor det er menigheden, der bliver genfødt. At Underverdenens heks bliver snydt af de to mærkelige væsener, er jo også en almindelig folkeeventyrdetalje.
 

B. DUMUZIS DØD.

Inanna passerer på tilbagevejen de 7 porte og ifører sig sin dragt og sine smykker i omvendt orden. Hun er nu atter den magtfulde gudinde, da hun ser Dumuzi på sin trone. Hun er uventet som den første vendt tilbage fra besøget i dødsriget, men de 7 dødsdæmoner er fulgt med og kræver en erstatning.

Dumuzi var nødvendig i kvestens første fase, for at der kunne opbygges tilstrækkelig energi i gudinden til, at hun kunne trænge ned i dødsriget. Nu er han overflødig, ja nærmest i vejen, og hun ofrer ham uden betænkning til de krævende dødsguder. Jungiviansk skal det vel forstås således, at hun inden sit ophold har projiceret store dele af sin psykiske balast over på Dumuzi, men efter den opløsende forening med sin mørke søster, hvis mand også er død (= Gugalanna = "Himmeltyren" , stjernebilledet "Tyren"), er netop disse projektioner trukket tilbage, så Dumuzi "må dø".

En parallel til dette offer efter rejsen ned i dødsriget har vi f.eks. med Ariadne, der "glemmes" af Theseus efter endt dåd i labyrinten. Og vi har Euridice, som Orpheus sender tilbage til dødsriget. Når Dumuzi ofres i historien, skyldes det, at han sidder på Inannas trone, glad og tilfreds over, at hun er væk, istedet for at klage som hendes øvrige undersotter. Dette vækker hendes raseri:

Til det store frugttræ på sletten ved Kulaba fulgte de i hælene på hende.
Dumuzi var klædt i pragtdragt, han sad på den ophøjede trone.
Dæmonerne greb ham i vingebenet.
Mælken fkød fra de 7 mælkejunger.
De 7 dæmoner trængte ind i folden og slog ham i hovedet.
Den spillende hyrde tævede de i ansigtet.
Hun så på ham med dødens øje,
hun talte til ham med ord vrede ord.
Hun råbte til ham med ord af fordømmelse:
"Ham der", sagde hun til dæmonerne, "bær ham bort !"
Hellige Inanna udleverede hyrden Dumuzi i deres hænder.
I en yngre version ændres hendes vrede til, at hun er bange for dæmonerne. Da dæmonerne griber hende og truer med at tage hende med tilbage, udleverer hun den skrækslagne Dumuzi til dem: "denne unge mand, lænk hans fødder". I en endnu senere version, da Inanna er blevet til Ishtar,  er det formålet med hendes rejse til dødsriget at tigge om at få Dumuzi, der nu er blevet til Tammuz, med tilbage.  Det samme gør Venus og Aphrodite, der prøver at få Adonis tilbage. Gudemyterne ændres og blødgøres, så de passer til de mandlige guders billede af sig selv som uerstattelige og uundværlige og som den egentlige drivkraft bag Verden.  Men dette er ikke tilfældet i den ældste, sumeriske version. Her er Inanna efter foreningen med sin mørke søster helet og magtfuld, og hun kan ikke finde sig i en mand på sin trone.

Ændringen i forholdet mellem de mandlige og kvindelige guder efter den semitiske overtagelse af magten i  landet mellem de to floder ses også (næsten som en parodi) i en senere myte om underverdenens gudinde Ereshkigal. Her trænger Nergal, en grum, mandlig krigsgud ned i dødsriget og anbringer sine egne vogtere ved hver af de 7 porte. Han fjerner Ereshkigal fra hendes trone, men sparer hendes liv, hvis hun går ind på at gifte sig med ham og overgive magten over dødsriget til ham. Inanna hånes og undertrykkes ligeledes af helten Gilgamesh. Den store modergudinde  Tiamat, der har skabt verden og født guderne, og hvis menstruationsblod fyldte det røde hav, dræbes af sin søn Marduk, og dermed har de mandlige guder erobret den samlede verden. I næste fase smelter de mandlige guder sammen til én, og de kvindelige guder gøres til dæmoner, og vi ender efter en udvikling der tager et par tusinde år med den bibelske version, der også ligger til grund for den kristne, jødiske og muhammedanske kultur.

I Inannas version overgiver Dumuzi sig ikke så let.  Han flygter først og anråber retfærdighedens gud Utu om hjælp.  Utu forvandler Dumuzi, så han får hænder og fødder som slanger, og i denne version flygter han til sin søster Geshtinanna.  Her drømmer han en drøm, som søsteren udlægger som et varsel om hans død.  Han flygter videre til sin fårefold, hvor en flue røber ham til de forfølgende dæmoner. De griber ham, piner ham og fører ham til dødsriget.
Så går hans søster i forbøn for ham og tilbyder sig selv i stedet, og Ereshkigal beslutter, at de to søskende skal være halvdelen af året i dødsriget på skift:

Du halvdelen af året, din søster halvdelen af året.
Når du bliver spurgt, skal du være fanget.
Når din søster bliver spurgt, skal du være løst.
Fordi hellig Inanna udleverede Dumuzi som substitut,
hellig Ereshkigal være priset !
Og dermed slutter historien på de gamle lertavler, printet i kileskrift tusind år før biblens forfattere, der medbragte deres mytologiske arvegods fra Babylon, satte sig ned og forvanskede historien til næsten ukendelighed. Dele af Inanna myten kan genfindes i historien om Adams to hustruer Lilith  og Eva, og en sidste rest har vi i Babylons store skøge. Den oprindelige historie rummer en sandhed, der for enhver pris ikke må integreres i religionen eller samfundet, den fylder det mandsdominerede samfund med rædsel. Sophus Clausen kan i sit mesterværk Ekbátana formulere det:
Men folkets sæder ? den stolte bedrift ?
hvad nyt og sælsomt skal levnes derfra ?
En rædsel, et vanvid i kileskrift
på dit dronningelegem - Ekbátana.
I det kultiske forløb løber historien i ring og begynder forfra år efter år. Dumuzis søster indtager hans plads i dødsriget hvert forår, og han genopstår og udfører det hellige samleje med gudinden, og ved denne gudeproces holdes naturens kredsløb i gang.

Helten Gilgamesh håner gudinden, da hun vil lokke ham til sin seng. Gilgameh nævner en lang række elskere, som gudinden har forrådt:

Hvem er den bejler, du elsker varigt ?
Hvem blandt dine drenge er dig varigt til behag ?
Kom nærmere, jeg skal berette dine elskeres lod !
Tammuz, din ungdoms elsker, ham beskikkede du årlig klage.
Du elskede den spraglede hyrdefugl,
ham slog du efter og brækkede hans vinge,
han må sidde i skoven og råbe: "min vinge".
Du elskede løven, fuldkommen af kraft,
for ham gravede du gruber, syv her, syv der ...
Osv. osv. over mange vers og mange elskere.

Gudindens dyr er løven. Dette møder man på tarotkortet Styrken, hvor hun med kvindelig styrke undertvinger løven som indledning til anden tarotcirkel. Dette kort kommer lige før Den Hængte. Den kvindelige styrke er i tarotten den nødvendige forudsætning for at stige ind i tarottens mystiske, anden cirkel. Billeder af Isthar (Inanna) viser hende ofte stående ovenpå en løve, og hos sumeerne er løven symbol på det kvindelige. Gilgamesh, den første mandlige helt, der overvinder Inanna, afbildes derfor altid med en løve eller to, som han er i færd med at kvæle. Gilgamesh´helterolle overtages af Herakles, den store løvebekæmper i den græske mytologi. I den jødiske mytologi er det Samson.
Gudindens løver bliver efterhånden til katte, der bl.a. knyttes til jødernes kvindelige og derfor farlige dæmon Lilith, og herfra videre til middelalderens mange hekse. I Norden trækkes gudinden Feyas vogn af to katte, som en sidste udløber af historien om Inanna, der i løbet af mange tusinde år ender i det kolde Island.
 


 
 

C. AFSLUTNING OM

NEUTZSKY-WULFFS 7 KVESTREJSER.

Historien om Inanna indeholder en beskrivelse af en kvindelig individuation. Man finder en bearbejdelse af Jungs arketyper skyggen (Ereshkigal)  og animus (Dumuzi).  Man kan også se den som model for et moderne ægteskab med de tre faser forelskelsen, døden og genopstandelsen og ofringen af ægtemanden.  Wulff opfatter på linie med de fleste religionsforskere historien som en beskrivelse af indholdet i et kultisk mysterispil. Gennemspilles dette spil som et moderne rollespil ændres deltagerne. Wulffs kæmpeværk OM (Okkultisme + Magi) beskriver individuationsprocessen gennemspillet med en meget voldsom og radikal af de gamle myter. Han finder i myterne 7 kvestrejser, hvor den her omtalte dækker nummer 1 og 2.  Rejsernes formål er at gennemstrejfe områderne mellem de 7 slør (=Ødemarken = The Waste Land(s)) , at rive muren ned og genopbygge et nyt paradigme eller en renset psyke.

De 7 kveste hos Wulff er
 

Demeterkvesten: nedfarten til dødsriget, transcendens, nedbrydning af de forestillinger, der opretholder vores almindelige hverdag og måderne, vi benytter for at holde sammen på den. Centralt er "de 7 slørs enigme", der svarer til "de 7 slørs dans", som Salome dansede for Herodes. Inden fik hun Johannes hoved på et fad. Salome er en af de mange Inannaversioner (Salome af "shalom" eller "salaam" = farvel (til den gamle verden og Dumuzi)), og Johannes er en version af Dumuzi.
    Horuskvesten:  dette er fortsættelsen af kvest 1, hvor man går fra død til genfødsel. Anden del af Inannahistorien rummer en version af denne kvest.
    Kvest 1 + 2 nedbryder den gamle psykes vrangforestillinge og uheldige praksis og danner en ny. Hvis kvesten forløber efter hensigten er den nye person mere sammenhængende og energirig, men kvesten skal gentages mange gange, indtil deltagerne kastes ud i kvest 3 + 4.

    Marduk-kvesten.  Drabet på den store moder, dragekampen. Forandringer sker her ved aktive handlinger, der gennemtvinger dybe forandringer af psyken.

    Odin-kvesten: Ofringen af sig selv til sig selv og Ragnarok. De to kveste 3+4, der hænger sammen, er nedbrydningen af det gamle personlige paradigme og opbygningen af et nyt. Processen er en parallel til 1+3, men er nu langt mere radikal. Her ændres mønstre og synsmåder, praksis og personlighed i en total proces.

    Kristuskvesten  og Satankvesten.  Disse kveste nedbryder ideen om adskillelsen mellem det ydre og det indre. Ved kristuskvesten smelter alle mennesker sammen til ét, og ved satankvesten ophæves forskellen mellem guder og mennesker.

    Og endelig til sidst selvkvesten.

Wulff er herlig radikal og provokerende. Udover det filosofiske hovedværk viser han sine ideer i de over 20 romaner, hvoraf de sidste er meget lange.  I en mere afdæmpet form kan man genfinde nogle af ideerne hos Jes Bertelsen.  Wulffs 6 første kveste hører sammen to og to, og rummer stadig voldsommere udsving fra den "almindelige" måde at opfatte verden på. I den syvende er verden ophævet, og denne kan naturligvis kun være én.

 

 

Haggardportalen    Verne-portalen