Carl Gustav Jung  1875 – 1961

"Der er ting, man kender, og ting, man ikke kender – det kendte og det ukendte. Imellem disse verdener er der døre – og dørene er OS !”
Jim Morrison,  The Doors, 1967.
 

JUNGS PERSONLIGHEDSMODEL.

Jeg betegner den ydre karakter ( den udadrettede flade), for PERSONA; den indre karakter 
( den indadrettede flade) , betegner jeg  ANIMA.

Hvad angår ANIMAs karakter fastslår min erfaring den regel, at den i det store og hele er komplementær til PERSONAs karakter          (C.G. Jung)
 

Indhold:

    Jung og Freud

    Komplekserne i Jungs model

    Jungs personlighedsmodel:

• De tre lag
• De to brugerflader
• Psykens energidynamo
• Projektionerne
• Jungs typografi
• Selvet

Individuationsprocessen
 

JUNG OG FREUD.

Carl Gustav Jung (1875-1961) blev født i Schweiz, hvor faderen var præst. Han blev elev af Freud, men brød med ham ca. 1912 og udviklede sine egne teorier for psyken og psykoanalysen omkring første verdenskrig (Wandlungen und Symbole der Libido, 1912). Jungs psykologiske retning kendes siden under navnet  Den Analytiske Psykologi.

Jung bryder med Freuds model især på følgende punkter:
 

• psykologien kan ikke énsidigt bygges på forståelse af seksualenergien. Det åndelige er ikke et biprodukt af drifterne, men snarere en følge af energistrømme, der strømmer mellem psykens  poler:  Freud til Jung:  Forlad ikke seksualteorien ! Den er vores eneste forsvar mod okkultismens sorte mudder. Jung var dog overbevist om, at religion, mytologi og symboler var nødvendige dele af en videnskabelig beskrivelse af psykens opbygning og virkemåde.
•  Jung mente ikke, at psyken kunne beskrives og forklares ved at kopiere naturvidenskaberne. Freud var gennemsyret af rationalismen, troen på, at fornuften og naturvidenskaberne har mulighed for efterhånden at forklare alt, herunder os selv. Freuds synsmåde er reduktionistisk: mennesket – og herunder psyken – er en maskine. Forstå enkeltdelene, og du forstår helheden. Han ser ikke noget problem i, at det betyder, at en række kemiske processer skal beskrive og forstå sig selv. Dette giver en årsagsbestemt model, en kausal model.

Hos Jung er bl.a. drømmene ikke kun årsagsbestemte, men skabes med et bestemt formål for øje, de er finale. Drømmene skal vejlede JEGET og harmonisere den samlede psyke. En sådan model er holistisk, den rummer en helhedsopfattelse. Jung har dybe rødder i symbolisme og religiøs mystik, især middelalderens alkymi, og det er præcis denne påvirkning, Freud ønsker fjernet fra psykologien.
 
• Og så er der barndommens betydning og det besynderlige ødipuskompleks, der ikke får nogen almen betydning hos Jung. Forståelsen af barndommen som årsag til de psykiske problemer er stærkt nedtonet hos Jung, hvilket igen hænger sammen med, at ikke kun fortiden, men også fremtiden spiller en stor rolle i Jungs model. JEGET dannes i et krydsfelt mellem påvirkninger fra noget, der er sket, og det, der vil ske. Dette kan ikke accepteres i en model, der kræver, at al påvirkning går fremad i tid.
Underbevidstheden er ikke et stort, ustruktureret hav hos Jung. De psykiske energier strømmer op fra underbevidstheden og ind i bevidstheden og struktureres undervejs af mønstre (de arketypiske mønstre) ofte med dunkle formål. Freuds energier strømmer nærmest af sig selv på grund af overtryk; Jungs energier strømmer mellem komplekser af modsat polaritet, som en strøm mellem to elektriske poler, og Jung ser det ubevidste som en stadig kilde til udvidelse af vores erkendelse. Han postulerer, at SELVET styrer energistrømmen, og at de mønstre, der dannes i strømmen (vores drømmes symbolindhold),  rummer væsentlige oplysninger til bevidstheden. Dermed er der heller ikke tale om de store fortrængninger og forskydninger i drømmesymbolerne. En drøm er ikke censureret af et moralsk over-jeg. Både Freuds og Jungs modeller indeholder ideen om den psykiske energi, der kaldes libido hos Freud,  psykisk energi hos Jung  (= lidenskab hos Kierkegaard).

KOMPLEKSERNE I JUNGS MODEL.

 
Jung mente selv, at det vigtigste strukturelle element i hans model var komplekset. En overgang kaldte han ligefrem sin psykologi for ”kompleks-psykologi”. 
 
’KOMPLEKSET’ er for Jung en mere eller mindre selvstændig del af psyken, dvs. en delpersonlighed i personligheden. De vigtigste komplekser er de ”store” komplekser, der grundigt omtales i næste afsnit: PERSONA, JEGET, ANIMA, og det mest omfattende kompleks SELVET, der på en eller anden måde er over alle de andre komplekser. Men udover disse store komplekser er der i underbevidstheden en række mindre, afsnørede dele af psyken, der lever deres eget liv. Man kan ”have komplekser”, og kendt af alle er mindreværdkomplekserne. Fælles for disse komplekser er, at de er ubevidste. Man kan se og mærke virkningerne af deres arbejde i det skjulte, men de er svære at komme ned til og vanskelige at uskadeliggøre.
 
Jung skriver meget om komplekserne. F.eks.

et kompleks  har en  stærk indre sluttethed, det er sin  egen helhed og råder over en forholdsvis høj grad af selvbestemmelse , dvs. det er kun i ringe grad underkastet JEGET og opfører sig derfor som et  levende fremmedlegeme i bevidstheden.  Komplekset lader sig sædvanligvis med nogen viljeanstrengelse undertrykke, men ikke ophæve, og ved given lejlighed træder det atter frem med sin oprindelige kraft.

og et andet sted:

Komplekserne er psykiske størrelser, psykens grundelementer, der mere eller mindre er unddraget JEGETs kontrol. De kan være fraspaltede dele af bevidstheden, der i underbevidstheden lever deres selvstændige liv, og hvorfra de på uberegnelige og ofte besværlige tidspunkter kan hæmme eller fremme  bevidste præstationer.

Et aktivt kompleks kan hensætte os i en tilstand af tvangstænkning og tvangshandlen.... Komplekset beskrives derfor bedst som en person i personen, altså som en dæmon.
 

Komplekset er altså for Jung en meget stabil, energirig struktur, en fraspaltet eller frasprængt delpsyke. Når først det er dannet f.eks. ved en traumatisk oplevelse eller blot groet langsomt frem, eksisterer det resten af livet med sit energiindhold også selv om det ikke bliver kontaktet eller tilsyneladende er aktivt. Det kan vekselvirke med psykens øvrige komplekser uden at miste energi, og det kan trække mere energi til sig og gro i det skjulte.
 
Når et kompleks har indflydelse på PERSONA eller JEGET, fører det til tvungne gentagelser. Alle de daglige mønstre, som ingen kan eller tør afvige fra, er typisk bundet til komplekser. JEGET er selv et kompleks og bundet i et indviklet netværk til psykens øvrige komplekser. Hos psykisk syge kan et meget energirigt kompleks give psykiske forstyrrelser, der kan opleves som indre stemmer eller føre til tvangsgentagelser. I drømmene er komplekserne de handlende personer, som vi står magtesløse overfor, og konflikterne i drømmene er en beskrivelse af psykens kompleksindhold.
Kompleksernes våben mod ændringer, der ville tømme komplekset for energi, er at fremkalde angst. Det er denne mekanisme Kierkegaard har beskrevet til bunds i ”Begrebet Angest” (1844).
 
JUNGS PERSONLIGHEDSMODEL.
 

De 3 lag:

Jung opdeler psyken i 3 lag: 
 
• det bevidste
• det personlige ubevidste
• det kollektive ubevidste

 
DET BEVIDSTE rummer først og fremmest det aktuelt  tænkende og følende JEG, samt det lager af hukommelse, følelser, tanker og evner JEGET er i stand til at aktivere, når det ønsker det. Mere eller mindre selvstændige dele af psyken kalder Jung som nævnt komplekser, og JEGET er set fra sin egen synsvinkel psykens vigtigste kompleks  (men det mener i øvrigt alle komplekser !).
 
DET PERSONLIGE UBEVIDSTE:  her rummes personligt materiale, der ikke er direkte tilgængeligt for JEGET, dvs. glemte eller fortrængte oplevelser, vaner, reflekser, kulturelt betingede måder at opfatte og gøre tingene på, resultatet af opdragelse, moral, men også endnu ikke udviklede muligheder og evner (”de betroede talenter”). Altså, alt hvad der tilhører min psyke, men ikke de andres. I det personlige ubevidste er der også komplekser, som f.eks. mindreværdskomplekser, der lever deres egne, krævende tilværelser som selvstændige personer i psyken, ofte til stort besvær for JEGET.
 
DET KOLLEKTIVE UBEVIDSTE rummer det, vi har fælles med andre mennesker, fordi vi nu engang er mennesker. Her ligger vores specielle evner til at danne billeder i hjernen, som mennesker må danne dem, især på grund af vores sanseapparats specielle indretning, vores tids- og rumopfattelse, farverne, instinkter. Altså alle de medfødte skabeloner, som vi har fælles med alle andre mennesker uanset køn og race, nu og tusinder af år frem eller tilbage i tiden. Disse fælles skabeloner kalder Jung for ARKETYPER (= ur-mønstre).
 
I det ubevidste omfattende både det kollektive og det personlige postulerer Jung eksistensen af endnu et centralt, vigtigt kompleks SELVET, men SELVETs placering er vanskelig. SELVET omfatter på én gang hele psyken og ligger samtidig som en kerne midt i psyken. I Jungvigiansk mystik har SELVET også forbindelse til alle andres SELVer.  Jeg vender tilbage til SELVET senere, men allerede her kan man bemærke, at SELVET er en vanskelig kerne  i Jungs model.

De to "brugerflader"

Bevistheden er begrænset af to ”brugerflader”:

• udadtil, mod den ydre verden og de andre : PERSONA (= ”masken”  på græsk)
•  indadtil, mod underbevidstheden: ANIMUS  (hos kvinder) og ANIMA (hos mænd)   (= ca. ånd eller sjæl). Jeg vil dog i det følgende kalde den indre brugerflade for ANIMA hos personer af begge køn.

 

PERSONA:
Denne flade udgør vores identitet udadtil: den rolle vi spiller i livet, den psykiske betydning i vores påklædning, kropssprog, talemåder, hud, udseende. Dvs. PERSONA udgøres af alle de mønstre, psyken bruger til den ydre kommunikation med den  ydre verden, herunder andre mennesker.  PERSONA former det, JEGET sender ud, på sin egen specielle måde. Dette ses lettest hos de andre. PERSONAs egenvilje betyder, at vi ofte gør noget skævt i forhold til, hvad JEGET bestemmer. Udefra og ind passeres PERSONA især af sanseindtryk. Også her sker der en bearbejdning af sansestrømmen, så der dannes billeder i JEGET af den ydre verden, der afhænger af vores PERSONAs specielle indretning: ”det sete afhænger af øjet, der ser !” Vores PERSONA styres i samarbejde (eller modarbejde) af psykens 3 dele:

 

• af JEGET: vores evne og vilje til at opføre os på en bestemt måde. Vi kan opføre os pænt eller mindre pænt med vilje.
• af det personligt ubevidste: vores kropssprog, vaner, rødmen, kejtethed, når vi opfører os mindre klogt mod vores vilje.
• af det kollektivt ubevidste: vores oprette gang, dele af vores sprog (men ikke de forskellige sprog), lugt, seksuelle adfærd, osv. , dvs. alt det der gør, at vi let kan skelnes fra andre dyr.

 

De mønstre i det kollektive ubevidste, der er bestemmende for en bestemt psykisk strukturs udvikling og muligheder, kalder Jung som nævnt for ARKETYPER.  PERSONA er altså som alt det følgende delvis bestemt af en arketype, der sætter de begrænsninger og muligheder, vi som mennesker har for at danne vores helt personlige PERSONA.Arketypen er skabelon for dannelsen af vores personlige PERSONA.  Vores PERSONA (et kompleks !) dannes over et arketypisk mønster. JEGET opnår mere eller mindre kontrol over PERSONA, men alle de øvrige komplekser har også ”snore” i PERSONA. Disse bindinger opstår ved opdragelse, skolegang, tæv, øvelser, erfaringer. PERSONA er altså som en marionetdukke med snore fra mindst 3 delvis uafhængige dukkeførere. Ved træning kan mere af kontrollen erobres af JEGET (skuespillere, selvkontrol, dans), men JEGET kan også slippe noget kontrol (rutinearbejde, cykling, dans).PERSONA er bærer af vores ydre identitet og den rummer psykens ene, kraftige pol, vores køn, idet den hos de fleste har enten kvindelig  eller mandlig polaritet (= dominans).

ANIMA/ANIMUS :

(her kun kaldet ANIMA).  Den anden brugerflade er rettet ind mod den indre verden, mod underbevidstheden. Dens grundopbygning er som for PERSONA bestemt af arketyper, vores fællesmenneskelige måde ”at være på”. Vores personlige ANIMA formes især i den tidlige barndom, men også senere i følsomme perioder (pubertet, kriser). Her har forældre naturligvis stor betydning, men også samfund, søskende etc. Derimod har JEGET kun ringe direkte indflydelse på opbygningen af ANIMA, men naturligvis indirekte, f.eks. gennem partnervalg, læsning af 100 lægeromaner, fjernsynsvalg osv.Jung mente, at ANIMA udgør en modsat pol til PERSONA. Hos kvinder, hvor PERSONA har kvindelig dominans, er ANIMA mandlig. Hos mænd er ANIMA kvindelig. Man taler om brugerfladen som ”det mandlige i kvinden” og ”det kvindelige i manden”. En meget maskulin ydre mand har en meget feminin indre kvinde og omvendt.  PERSONA-ANIMA  udgør et polært system med poler af modsat fortegn som et elektrisk element. Den indre brugerflade er komplemæntær med den ydre brugerflade (dvs. rummer det, den mangler).